Planlægning

Planlægning

Som en del af det at være studerende på Herning HF og VUC er det vigtigt, at du lærer at prioritere din tid og planlægge din uge i forhold til lektier, opgaver og andre aktiviteter. De fleste studerende har, som en del af hverdagen, både erhvervsarbejde, fritidsinteresser, familie samt studiet. Du oplever måske, at det er mange forskellige ting, du skal i din hverdag, og det kan være svært at få tid til alt det, du gerne vil. Imens du studerer på Herning HF og VUC kan det være godt at overveje, hvordan du bevidst prioriterer og planlægger din tid, så du ikke oplever en fortravlet og hektisk hverdag, og måske er der nogle aktiviteter, du skal vælge fra.

Planlægning af tid
Det er meget individuelt, hvordan der skabes overblik over, hvad der skal foregå i løbet af en uge. Det er vigtigt, at du finder en måde at strukturere din tid på og får overblik over ugens indhold. Du kan overveje, hvordan du vil skabe en form for oversigt. En mulighed er at anvende et ugeskema.

Her kan du finde ugeskemamodeller, du kan anvende til at få overblik over din uge:

Ugeskemaet kan du have på din computer eller som et ark. Inden ugen går i gang, kan du indskrive de aftaler du har i ugens løb samt de forskellige lektier og afleveringer du ved, at du skal afsætte tid til. Du kan også være opmærksom på, om der måske er et fag, du særligt skal prioritere i ugens løb og afsætte god tid til det. Et af rådene til at undgå et fortravlet studieliv er, at du prioriterer dine opgaver, planlægger og strukturerer din tid og afsætter tid til det uventede (Netterstrøm, 2012). Det betyder også, at det kan være en god idé, at ikke al din tid er planlagt, inden ugen starter, og at du husker, at der også skal være tid til at slappe af og holde fri.

Lektiegrupper og social støtte
Det kan måske være en god idé for dig at danne en lektiegruppe. I en lektiegruppe kan du få hjælp fra dine klassekammerater til at få afsat tid til at få lavet dine lektier. Her kan I snakke jeres individuelle prioriteter igennem samt støtte hinanden i at huske prioriteterne.

 

Kilder:
Ebdrup, Niels (2012): Sådan bekæmper du stress i gymnasiet, videnskab.dk
Føge, Peter og Hegner, Bonnie (2010): Primus – grundbog og håndbog til almen studieforberedelse. Systime
Netterstrøm, Bo (2007): Stresshåndtering. Folkesundhedsrapporten.
Center for Undervisningsudvikling og Digitale medier, Aarhus Universitet