Introtur

Introtur

Som en del af introduktionsforløbet de første måneder på hf skal du og resten af din klasse på en introtur. Formålet med introturen er at styrke det sociale fællesskab og afprøve andre måder at arbejde med faglighed.

Introturen forløber over et døgn, så I tager af sted fra skolen i fællesskab og går til Sunds, hvor I skal overnatte. I Sunds skal I lave forskellige aktiviteter sammen, som jeres lærere starter op. Til aften spiser I aftensmad, som I eventuelt selv har lavet, og overnatter i campingvogne. Næste dag er der fælles morgenmad og oprydning, hvorefter I må tage hjem. Bemærk at I selv skal stå for hjemtransporten.

At tage på sådan en tur kræver flere ting af dig og dine klassekammerater for at det bliver en succes. Tænk derfor over at tage ansvar og initiativ, hjælp til med at organisere, gå positivt ind til aktiviteterne osv. Du kan også selv være med til at præge turen med følgende inspirationsliste:

Introturen giver en oplagt mulighed for at ryste jer sammen som klasse. En måde at gøre det på er ved hjælp af teambuilding. Giv jer derfor i kast med en eller flere teambuildingøvelser fra denne hjemmeside.

Spil
Der er masser af plads på Sunds Camping, og derfor også muligheder for en masse aktiviteter. Prøv f.eks.:

  • Vikingespil (I kan låne spillet med fra skolen)
  • Rundbold
  • Høvdingebold
  • Petanque
  • Fodbold
  • Medbring en guitar og hav fællessang rundt om bålet til aften
  • Gæt og grimasser
  • Quiz
  • … Find selv på flere!

Aftensmad
Fordel jer i fem hold, som står for hver jeres del af aftensmaden. Vælg jer ind på følgende retter (eller find selv på andre):

  • Grøn salat
  • Pastasalat
  • Kartofler, fx bådkartofler i ovn, bagekartofler med dressing, hjemmelavede pomfritter e. lign.
  • Grillkød med dertilhørende hjemmelavet marinade
  • Dessert

I skal selv finde en opskrift til jeres ret – brug nettet eller tag jeres favoritopskrift med hjemmefra. Inden aftensmaden handler I til retten og tilbereder den. Aftal et tidspunkt med hele klassen, hvor maden skal være færdig, så I kan lave en stor buffet til alle.

 

Aftensnacks
I kan bruge de resterende penge fra aftensmaden til at lave nogle aftensnacks. Eksempelvis:

  • Lav snobrødsdej som bages over bål.
  • Køb skumfiduser som kan ristes over bål på en pind.
  • Pak kiks, chokolade og skumfiduser som en sandwich og læg i stanniol. Pakken kan placeres i kanten af bålet eller på grillen og ristes et par minutter, inden den spises.
  • Medbring et popcornnet hjemmefra og køb popmajs, som ristes over bålet og bliver til lækre popcorn.
  • … I kan også bare købe en masse slik, som I deler i fællesskab.